- Bolig
- 05.02.2020
Fra historisk institution til ny og indbydende bydel
Fra historisk institution til ny og indbydende bydel i Aarhus – Stokvad skal i samarbejde med KPF Arkitekter, Erik Møller Arkitekter og Terra Nova Landskab transformere Bindesbøll Byen til 18.500 m² almene boliger for AAB.
Bygherrens vision om at skabe et nyt bydelskvarter med mangfoldighed og fællesskaber som nøgleord skal nu udfoldes i Bindesbølls fredede og bevaringsværdige bygninger i Risskov. Og potentialet er kæmpestort: Bygningerne er smukke, velproportionerede og rare i deres varierende skala og uderum. Parken ned mod Aarhus Bugt er et kæmpe aktiv med store, gamle løvtræer og den smukkeste vandudsigt.
Hver en krog i de historiske bygninger, hvert et trappetrin fortæller om levet liv og om medmennesker, vi i dag med lethed kan spejle os i. De historiske omgivelser forpligter og udfordrer på én og samme tid, og den måske vigtigste opgave bliver at få komplekset helskindet igennem transformationen fra institution til bolig uden at miste de iboende kvaliteter og historien.
Opgaven kommer derfor til at udfordre hele rådgiverteamets brede register af kompetencer – fra almene boliger med den deraf følgende økonomi, - og til dette at transformere fredede og bevaringsværdige bygninger i en løbende prioritering af, hvor de bedste løsninger og kompromisser løbende må afvejes: Hvad ”ønsker” de gamle bygninger? Hvad giver de allerbedste boliger? Hvad tillader den økonomiske ramme? Hvordan integreres moderne komfort og teknik i de gamle bygninger? Osv..
I samarbejde mellem KPF Arkitekter, Erik Møller Arkitekter, Terra Nova Landskab og Stokvad Rådgivende Ingeniører ser vi nu frem til hen over de næste år at arbejde med denne fagligt udfordrende og særdeles tillokkende opgave, som det er at transformere de fredede, bevaringsværdige og smukke bygninger til en sprudlende ny bydel med perfekt beliggenhed mellem Risskov og Midtbyen i Aarhus.
(Tekst, KPF Arkitekter)